Socialister slår også mave
3

Björn Afzelius er blevet 50 år, har tænkt over det og over hvorfor svenskerne har fortrængt Olof Palme. Erik Jensen mødte den socialistiske rock førstemand på en dyr restaurant og fik en snak om kvinder, politik, alder, Afskylius og ...hamburgere

Af Erik Jensen
Politiken 14.09.1997

Afzelius. Navnet kalder på fordommene som hammer på segl. Det smager hemsk af svensk, politisk korrekthed, blød mand, briller og belærende bleghed. Mener mange.
  Men der er noget i den stædige trodsighed, en indtrængende fastholden af det indlysende og den forfriskende lyd på Björn Afzelius' nye udspil, Tankar vid 50, som også kalde på nysgerrigheden. En rockplade om at blive 50 år, hvorpå første sang hedder Gammeldags moral, er ikke hverdagskost.
 - Det er nærmest politisk urkorekt. Men hvad har man at tabe når man en fyld 50, har indspillet 19 cd'er og afleveret 10.000 koncerter, genspørger Björn Afzelius, da han på dagen for Dianas bisættelse er fløjet til sit elskede København for at spise frokost på en dyr fransk restaurant og tale om sig selv.
 - Det er noget, jeg meget nødigt gør, ligesom jeg forsøger at undgå at skrive om mig selv i sangene, hvis ikke det har en eller anden relation til verden omkring os, slår han fast på sit berømte dansk/svenske, der giver ordene en sikker sproglig sti at betræde lige indtil Afzelius kommer til at kalde sin indflydelse for "influenza".
  Björn Afzelius bærer briller med tyndt stel og Che Guevaras fjæs sidder på kraven af Levis-jakken. Men der står Marlboro på den grå T-shirt under den og på den cigaretpakke han jævnligt fisker op af jakkelommen for i et kort øjeblik at bryde udtrykket af stædig svensk selvkontrol. Den bløde Marlboro-mand, en levende modsætning, et menneske.
 - Jeg står og falder ikke med min musik. Jeg er et voksent menneske med en nærmest færdigdannet karakter. Det har været en lang udviklingsproces fra at være nærmest ekstremt langt ude på venstrefløjen, en blanding af kloge ting og rent idioti, til nu hvor jeg har fundet en balance i mit liv og ikke gider beskæftige mig med pjatterier eller ordkløverie på venstrefløjen, siger Afzelius.

Ur Björn Afzelius' klipparkiv


Endelig en dansk pige
Jeg spekulerer over, om han slet ikke er klar over, at han er 50 år og gråhåret og sikkert topkandidat til samtlige outlister i Skandinaviens forsamlede ungdomsklubber. Måske er Björn Afzelius tankelæser. I hvert fald fremturer han.
 - Man må være ærlig over for sit publikum - jeg indrømmer, at jeg er 50 år, hvad fanden skulle jeg i øvrigt ellers gøre? Sådan har jeg det også i min kunst - det er ikke er specielt opportunt at lægge ud med et nummer, som mere minder om B. B. King end det, de spiller på P3 og oven i købet hedder Gammeldags moral. Men det er min musik, jeg kan godt lide det og det hænger sammen med det oprørske i teksterne.
  I 25 år har Björn Afzelius turneret i Norge, Sverige og Danmark igen og igen. På Tankar vid 50 gør han status over karrieren og sit eget liv, skrevet på fire inspirerende måneder lige efter fødselsdagen og - endnu - en skilsmisse.
 - Jeg har haft et fedt liv og har det stadig. At kunne indspille plader efter 25 år, som folk gider høre. Det er et privilegium uden lige. Som at være professionel fodboldspiller, men i 25 år frem for de sædvanlige 10.
  Du synger på pladen, at du aldrig bliver bitter, at det ikke ligger til dig?
 - Det er for sent nu. Det hørte ungdommen til. Man får lettere ved at tage katastroferne med alderen. At blive kasseret af sin kæreste, når man er 19 år, det er jo til et selvmord. Det er det ikke i dag, fordi det hænger sammen med den udvikling, der har været i forholdet. Det er ikke bare en pludselig aggression eller indskydelse, men noget, man har set komme. Det kan man ikke, når man er ung og nyforelsket. Der er det himmel eller helvede hele tiden. Jeg ser det på mine teenage-døtre. Man bliver jo psykolog og livredder for de børn. Jeg genkender det og smiler - altså når de ikke ser det, for det er hårdt at komme igennem, det ved vi jo.
 Er det derfor du kan synge om at blive 'ensam igen' midt i livet med så stor nøgternhed?
 - Jeg er da gået på røven mange gange i mit liv. Så bliver man jo ensom, og så tænker man sig om - grundigt og mærker efter, hvad det egentlig var der skete. Så går der to uger - nej, man skal ikke noget. Så går der to uger mere, nej, man er stadig ikke til noget. Så bliver man nervøs og får den følelse, som man også får, når man har været på turné og væk fra hjemmet lidt for længe. Og så kan der ske noget. Heldigvis løb jeg selv ind i en dansk kæreste efter at jeg havde skrevet den sang. Endelig en dansk pige! Efter alle disse år i Danmark, siger Björn Afzelius og sender endnu et stålsat blik efter en forbipasserende dansk skønhed, der får selv tunge plasticposer med lørdagens indkøb til at se yndefulde ud.
  Hm, er  det virkelig din første danske kæreste?
 - Ja, faste. Men husk på... vi socialister elsker alle mennesker.

Palme var brillant
Et af de mennesker, der stod den politiske Afzelius' hjerte nær var den svenske statsminister og statsmand Olof Palme, der spiller en afgørende rolle på Tankar vid 50. Men for en gangs skyld er det ikke mordet, men politikken og politikeren, der interesserer.
 - Processen blev udløst af, at min 16-årige datter kom hjem en dag og spurgte, hvordan det var i de gode gamle dage. Jeg troede, at hun mente sådan før krigen og spurgte, hvad hun kaldte de gamle dage.
  Det var Palmes tid, hun tænkte på. Det gik op for mig, at de unge intet vet om det, for vi hører aldrig om det mere. Hvorfor snakker vi ikke om Olof Palme og den periode. Han var den altoverskyggende, politiske personlighed i sverige i 20 år - han eksisterer ikke længre. Det gjorde han ikke dagen efter drabet, hvorfor?
  Er det selve mordets traume, som overskygger personens betydning?
 - Til dels, men Palme var brillant. Der er ingen, der kan vokse ind i hans kostume, og så fjerner vi ham, ligesom man gjorde med russiske ledere, når de faldt i unåde. Så blev de retoucheret væk fra Kreml-muren. Vi svenskere står midt i vores første politiske retouchering.
 Er den bevidst styret et sted fra?
 - Det tror jeg ikke. Men alle de brillante personer er forsvundet fra det svenske socialdemokrati. De er gået ind i erhverslivet, beskæftiger sig med andet eller er blevet trængt ud. I stedet for har vi fået en udenrigsminister, som er totalt uduelig, men hun er der, fordi hun er kvinde (Lena Hjelm-Wallen, red). Den eneste tilbageværende, brillante person i Socialdemokratiet er derfor viceudenrigsminister - utrolig dygtig (Pierre Schorin, red). Han var Olof Palmes lærling for 30 år siden. Ham piller man ned, fordi han er mand, men også fordi han er brillant og det kan de middelmådige ikke tåle. Det vil vi ikke have, vi vil have en Nyrup Rasmussen, også i Sverige. Vi vil ikke have en statsmand eller en visionær. Vi er tilbage ved bonderøvssamfundet. Der, hvor vi var inden Olof Palme. Han er en besværlig parentes i svensk politik, fordi han var så jävla verdensberømt. Der, hvor der var uretfærdighed var Olof Palme med sin lange næse og sin skarpe tunge, som en pisk over ryggen på de andre. Det er der ikke mange statsmend, der gør i dag. De er så satans diplomatiske.
  Mordet var bekvemt for det politiske esablishment?
 - Måske dengang, men det er alt andet lige meget ubekvemt. Hele den affære stinker. Jeg tror faktisk, at der er kræfter, som ved langt mere end det de vil og tør indrømme. Ikke bare om den kriminelle handling som sådan, men også om baggrunden for den. De lader bare tiden gå. Allerede i næste generation skal man forsøge at huske en epoke, som tilsyneladende aldrig har eksisteret. Det er absurd. At huske en tid, som aldrig var. Den, de skal huske er Göran Persson - give me a break.

Revolutionære slår også mave
Det får Afzelius så, da tjeneren tilfældigvis indfinder sig for at tage imod bestillingerne på foie gras og en sød sauterne-agtig vin, der smager godt til den fede gåselver. Den frembringes efter sigende ved at stikke et jernrør ned i nebbet på gæssene og overfodre dem. Jeg stikker lidt til den socialistiske samvittighed.
 - Den fejler ikke noget. God mad og vin er meget berigende for mig som person. Jeg har altid været vant til som kunstner, at det kan være det sidste gode måltid, så man må nyde det. Jeg har en god ven i Italien, som er kommunist på italiensk, det vil sige, at han har svar på alt og kan undskylde alt med politiske termer. Engang sad hans og min familie sammen til en kæmpe frokost i Italien i fem timer. Til kaffen lå vi alle revolutionøære i stolene og slog mave. Så kiggede jeg ud over alle levningerne og sagde: "Carlo, kan du huske for 20 år siden, hvor vi brokkede os over overklassens dekadente svineri og druk, kan du forklare det her bord? "Ja, sagde han, kommunismen går ud på, at alle mennesker skal have lov at spise kaviar og drikke champagne". Jeg ser ingen grund til, at jeg skulle have dårlig samvittighed over at rejse og spise godt for de penge, jeg selv har tjent. Jeg har altid doneret mange penge og ved siden af det har jeg gjort det, som min farfar opfordrede mig til: rejst ud i verden og oplevet og set en masse, som har beriget mig og inspireret mig både som musiker, far og mand.

En jävla gris
Hvorfor har du doneret penge?
 - Som 21-årig nyudsprunget student tog jeg til Paris. Jeg skulle være der i tre måneder og havde vel 3000 kroner på lommen. Efter to døgn havde jeg 500 kroner tilbage, fordi jeg den anden aften, jeg var der, gik forkert og kom ind i araber-kvartererne og så fattigdommen. Alle børnene med kun et ben, andre handicap og hudsygdommene. Jeg lagde mine penge i hver eneste hat eller hule hånd, jeg kunne se og blev selvfølgelig ruineret på en aften. Jeg kan ikke se folk lide. Selv om det kun er penge, jeg kan give dem, så hjælper det i hvert falf for en stund. Den slags arbejde har jeg udført i 20 år sideløbende med musikken, men bare som privatperson. Mange af de mennesker i u-landene aner ikke, at jeg er musiker. De er blevet forbavsede når jeg til fest i en eller anden landsby har taget guitaren frem og sunget nogle sange. Rent egoistisk er det også utroligt berigende at have venner i fjerne og anderledes lande.
  Hvorfor så ikke bare slappe af og nyde livet i stedet for stædigt at kritisere?
 - Jeg ser så meget dumhed omkring mig. Jeg bliver sur over det og så kan jeg ikke lade være med at kommentere det. Men jeg ser også mange flotte ting, flotte mennesker med storslåede ideer og synspunkter, som ikke kommer i medierne. Hverdagens helte, de inspirerer mig meget. På en måde er jeg måske en slags tolk for nogle af de strømninger, der rører sig under den politisk korrekte overflade. Folk taler jo om at kønskvoteringen og ensretningen for eksempel er kommet for langt ud, men medierne gøt stadig ligestilling til en stor sag på en forkert måde. Mange - også mange kvinder, siger: "Vi er ved at kastrere mænderne og vi vil ikke have vatpikke til mænd". Giv mig for Guds skyld ikke en kønsløs kæreste - så kan man lige så godt stå op og kigge sig selv i spejlet hver dag og hvor morsomt er det, når man er 50 år?
  Du fik selv på puklen, da du skrev om dampende sex med mulatkvinder i din bog, Egngang i Havanna.
 - Det er jo ikke noget, man står og siger på en scene ved en koncert. Men i en roman har man lov at blande digt og virkelighed og lade andre sider af en selv komme frem. Problemet med mig er, at jeg indrømmer, at jeg kan lide kvinder - i den grad. Det værste var, at det var kvinder, der skulle anmelde den i Sverige, hvor de skrev, at Björn Afzelius, den politisk korrekte rocksanger, er en jävla gris i stedet for at beskæftige sig med bokens tema, situationen i Cuba. Det er kvinder på min alder, der er halvbitre og de vil gerne give mig kniven. Jeg ser op til kvinder, som er kvinder.

Afskylius
Kommer dit danske tilnavn, Afskylius, netop ikke af den tillagte rolle som blød mand?
 - Jeg bruker det selv ofte. Eller "Afsindius" for den sags skyld. Det startede som pjat mellem forskellige orkestere i Danmark og Sverige. Jag har taget det til mit hjerte, det er morsomt og fantasifuldt. Men man kan ikke være alles ven og selvfølgelig er der nogen, som hader mig. Der er da danske musikere, som har været misundelige over, at det gik så godt for mig her i landet, med det er lang tid siden, at jeg har hørt for det.
 Bliver kvinder omvendt tiltrukket af dig, fordi du er politisk korrekt?
 - De, der gør, erkender hurtigt, at det ville være kedeligt, hvis jeg bare var det. Jeg behandler dem som kvinder og så kommer de tilbage og behandler mig som en mand.
 I halvfjerdserne kunne man godt have det indtryk, at graden af socialisme hos eksempelvis musikere øgedes i takt med, at det gav bedre mulighed for at score? En form for hykleri?
 - Det kan du ikke sige till mig, for jeg gick på danserestaurant med pomade i håret dengang. Der var det nemt at score... Mit eget politiske engagement hørte sammen med det, der skete i verden: Kuppet i Chile, store strejker i Sverige, konflikter, apartheid
 og andre konkrete ting. Men der var mange, som senere blev triltrukket af miljøet og som måske ikke var så seriøse. Der blev en modeting. Og så snart en politisk bevægelse skal være "ren", renere end de andre, så danner der sig hurtigt en politimentalitet, hvor man beskæftiger sig med småting. Den slags idioti kom i vejen for det politiske engagement og denne fraktionering var langt mere dræbende for venstrefløjen i Skandinavien end Sovjetunionens fald og alt det, som i realiteten ikke havde noget med vores politik at gøre.

Før dødsboet
Selv om Björn Afzelius og makkeren Mikael Wiehe var hovedfigurer i den socialistiske reckbevægelsen i Sverige i halvfjerdserne, var de ikke velsete alle steder.
 - Jeg indrømmede i halvfjerdserne, at jeg elskede store amerikanske biler, hamburgers, rock'n'roll, countrymusik og ...John Wayne, for det gør jeg. Det gør folk, der er vokset op på landet. Jeg voksede op med Elvis Presley-kulturen. Jeg gik i biffen og så Rio Bravo med John Wayne for fem kroner, det var fremragende. Det er det stadigvæk. I dag er det kult, dengang var det politisk kontroversielt. De jagtede mig med piske, men nu sidder de i deres hvide murstensvillaer og snyder i skat og har glemt alt, hvad de foretog sig dengang. Alle de endimensionelle billeder var med til at kvæle vores bevægelse, for de holder ikke.
 - Dem vi arbejdede for i Latinamerika elsker jo også Coca-Cola, Madonna og Michael Jackson og hamburgers. Og en hamburger er dybest set ret upolitisk.
 Du slutter pladen med endnu en helt usentimental sang - om din egen begravelse?
 - Det er lidt det samme emne. Den er lidt Corbelis Vreeswijk-agtig. Han døde ludfattig, men fik næsten en statsmanda-begravelse. I dag omsætter hans dødsbo i Sverige for millioner af kroner, men hans sidste ti år var et helvede, han tjente ingen penge og drak som en svamp. Derfor synger jeg: "Hvis du vil vise mig noget, så gør det nu"
 Salaten er ved at være spist op. Sensommeren stråler fornøjet i Afzelius' gyldne vin og en enkelt stråle rammer Che Guevara på jakkens krave.
 - Jeg fandt nålen for fem måneder siden. Senere fandt jeg ud af, at det er 20 år siden, han blev skudt. Derfor skal han have lov at være der i år.
 Så ryger han af igen?
 - Ja, nei... det ved jeg s'gu ikke. Han er meget pæn.