Afzelius hædres af LO
3
Den afdøde sangers døtre præsenterer kulturfond i hans navn ved LO's kongres i dag
Af Allan Lykke - 26. okt. 2003


- Far elskede altid Danmark. Danskerne var bare de bedste. Så det er helt utroligt, at der her findes mennesker, der vil lægge arbejde og midler i en fond, der skal føre hans musik, tanker og sociale engagement videre. Jeg er både rørt og stolt, siger 22-årige Rebecca Afzelius.

Efternavnet er velkendt, og Rebeccas far er da også den svenske venstrefløjs-troubadour Björn Afzelius, der døde af kræft i 1999.

Björn Afzelius var et stort navn i Danmark, og på LO's kongres i dag markeres hans betydning ved lanceringen af 'Björn Afzelius' Internationale Kulturfond', der blev stiftet 18. september -med den tidligere Roskilde Festivalchef Leif Skov som formand.

SYNGER MED GLOBETROTTER
Rebecca Afzelius og hendes søster Isabelle, der er medstiftere af fonden, er af samme grund til stede på kongressen, hvor Rebecca tillige skal synge sammen med sin fars tidligere band, Globetrotter.

- Det føles mærkeligt. Jeg har aldrig sunget med Globetrotter før, men jeg rejste ofte rundt med dem, når far var på turné, siger Rebecca, der til daglig arbejder i en tøjbutik, men drømmer om at gøre musik og teater til en levevej.


FATTER IKKE FAR ER DØD
- Far snakkede tit om, at vi skulle lave noget sammen på et tidspunkt, men det blev desværre aldrig til noget.

Rebecca Afzelius bor i Stockholm, hvor hun er vokset op med sin mor, Marianne Lindberg, der er kunstner. Hendes to år yngre søster Isabelle bor derimod i Göteborg, hvor også hendes far boede. Hendes mor hedder Carina Afzelius.

- Mor flyttede med mig til Stockholm, da jeg var tre-fire år gammel. Men så rejste jeg frem og tilbage på besøg hos far. Vi havde et fantastisk forhold. Eller også besøgte jeg min søster, hvis far var ude at rejse.

- Det er stadig helt ufatteligt, at far ikke er her mere. Han rejste jo altid meget, så indimellem tænker man, at han bare er på turné og snart kommer hjem. Men det gør han jo ikke, og det tror jeg ikke, at jeg nogensinde kommer til at forlige mig med.


Björn Afzelius var - mens han levede - endnu mere populær i Danmark end i Sverige.
(Foto: Charlotte Pardoff
)


Isabelle (tv) og Rebecca Afzelius med formanden for den nye kulturfond, Leif Skov.
(Foto: Jens Otto)


- Men det glæder mig at opleve, hvor meget han har betydet for folk. Han lærte min søster og mig som små, at man skal hjælpe til ud fra sine forudsætninger. Hvis man bare ser til fra sidelinjen, er man ikke bedre end de magthavere, der skaber de dårlige livsbetingelser, siger Rebecca.

KULTURFOND
Det var Afzelius' eget ønske, at fonden skulle dannes i Danmark. Til rådighed har boet doneret hans sange foruden et kontant beløb. Derudover har forskellige fagforbund forpligtet sig til at yde et økonomiske tilskud i mindst tre år, siger formanden, Leif Skov.

- Aktuelt nærmer fonden sig den halve million kroner, men over den treårige periode bliver der, alene med de nuværende tilsagn, tale om mindst halvanden million kroner. Desuden har vi kontakt til svenske og norske fagforeninger, så man kan forestille sig, at det bliver en skandinavisk kulturfond i Björn Afzelius' navn, siger Leif Skov, der står i spidsen for en bestyrelse på 13 medlemmer, hentet hovedsageligt fra kulturlivet og arbejderbevægelsen.

Fondens formål er i Afzelius' ånd at støtte og arbejde for kulturelle projekter rundt om i verden.