Ved Björn Afzelius' død
3

Av Henrik Strube
Musikeren 17.02.1999

Det var en bebudet, men bedrøvelig nyhed: den svenske sangskriver, sanger og musiker Björn Afzelius forlod os natten til d. 16. februar 1999.
Nu - dagen efter - er jeg rystet, for med Björn bar jeg mistet en menneske, som jeg satte meget højt, og hvis arbejde og virke jeg nærede stor respekt for. Og vi har alle mistet en kunstner, der gennem sit arbejde betød opmuntring, glæde og støtte for et stort publikum i hele Skandinavien. Hans sange og lyden af hans stemme var knyttet til utroligt mange mennesker i den generation, han voksede op med.
Björn og jeg stødte på hinanden enkelte gange, da han spillede i Hoola Bandoola og jeg i Røde Mor. Men det var først senere - i slutningen af halvfjerdserne - at vi indledte en venskab, der holdt gennem årene og livede op, når vi mødtes rundt omkring på spillesteder og bagscener i Danmark og Sverige.
Björn var temmelig ukendt i Danmark, dengang han med sit eget band spillede den første koncert i København. Det var i der hedengangne Saltlager og vi var kun omkring 30 mennesker på tilhørerpladserne! Bandet spillede rystende godt og stank langt væk professionalisme og månedslange turneer i Sverige. På hver side af Björn stod en guitarist - dengang var det Fjellis og Mulle - og spillede sammen tostemmigt, nærmest ligesom Steve Hunter og Dick Wagner fra Lou Reeds Rockn' Roll Animal-tid, hvis man ellers husker det.

Ur Björn Afzelius' klipparkiv
Björn Afzelius og Henrik Strube 
På det tidspunkt havde jeg selv et band, der kørte nogenlunde godt, så vi blev enige om at lave en fælles turne med to bands på plakaten. Et dansk/svensk fremstød! De skulle ligesom låne "vores danske publikum", så skulle vi frekventere deres i Sverige. Det kan da nok være, at de lånte vores publikum! Så effektivt, at vi i tiden derefter blev overhalet i flere omgange, og det var helt ok, fordi Björn og bandet havde helt klart klasse, og det opdagede danskerne.
Senere gjorde vi det omvendte - Björn tog os med på tur i Sverige og vi fik lejlighed til at spille for et svensk publikum. Der var i begyndelsen af firserne og stadig for Björns store, folkelige og kommercielle gennembrud. Vi tilbagelagde de store, svenske afstande, tilbragte dage og nætter sammen i turbussen, slæbte selv anlægget og boede på 4-sengsstuer på motellerne. På den måde lærer man hinanden at kende.
Men, for nu at være ærlig, ved jeg ikke, hvor godt jeg egendig lærte Björn at kende. Hvem gjorde det? Han var en ener, en loner og kunne godt virke reserveret, selv om han var en både varm. og følsom mand, der kunne lide andre mennesker.
Jeg holdt meget af Björns tidlige sange. Jeg var vild med det sorte, og rockede i sangene, men det brede publikum var ikke helt med. Det kom de, da han skruede lidt ned for guitarriffene og opprioriterede melodien og det sangbare. Men derfor mistede sangene ikke deres nerve eller råhed. Den feeling lå i Björns egen stemme og i hans tekster. Han havde sin egen sound, og den genkendte man på et øjeblik.
Han forstod at lægge en fin, poetisk tone i sine mange kærlighedssange og han sang dem med en oprigtighed, som kun få kan. Og i de politiske sange stod hans indignation og foragt for magtvælde og misbrug af mennesker i fuldt flor. Han var en dygtig og handlekraftig kunstner og en politisk kriger.
Mange kvinder var vilde med ham. Det passede fint, for Björn elskede også dem.
I en tilbageskuende sang (Tankar vid 50) fortæller han, at han har passer sit job og sine børn, og at vennerne vidste hvor de havde ham, men at kærlighedslivet lignede en ren katastrofe!
Men jeg mener nu, at kærlighed er kærlighed også selv om den ligner en katastrofe". Hvad skal kærlighed ligne?
Björns sange var båret af hans holdninger og engagement, og han stod personligt inde for det, han skrev og sang. Han vendte sig åbent mod Verden med både kritik og kærlighedserklæringer og han brugte sit udsyn og sin politiske interesse - også helt kontant. Feks. donerede han sammen med vennen Mikael Wiehe halvdelen af indtægterne fra en af deres succesfulde Skandinaviens-turneer til den sociale opbygning af Nicaragua.
Jeg har indspillet en enkelt af Björns sange, og han har indspillet en af mine. Med sin store popularitet bragte han min sang ud til et langt større publikum, end jeg formåede med hans. Men jeg ved, at han kunne lide min version og oversættelse. Det, og så at sangen er blevet min egen, er der vigtigste for mig.
Det var altid dejligt at opleve Björns forelskelse i Danmark - en glæde han delte med mange andre svenske musikere, som vi danske musikere kom til at lære at kende gennem ham. De danske spillesteder var en fest i forhold til de svenske, og musikerne var vilde med den danske atmosfære. Jeg tror de følte, at her var mere livsglæde og grovmunterhed end i alvorlige, ambitiøse Sverige. I hvert fald elskede de at spille her i landet, og det er faktuelt ufravigeligt, at der kunne gå festligt til efter jobbene, når vi feks. sad to rockbands, klokken lort på Jacobs i Århus og skrålede gamle hits. Björn kunne dem alle sammen. Og der var nattefester - ikke mindst på legendariske Royal i samme, hårdt prøvede by. Sådan gik det alligevel ikke for sig på de svenske moteller, hvor der mest ophidsende efter kl. 23 var en folkøl og en kold parisertoast fra automaten.   
Björn var godt klar over, at han skulle herfra tidligt. Også dette svære klarede han at løfte fra det private til der alment menneskelige i sangen fra sin sidste plade: ,Liten blues vid gravens rand".

Køb ingen blomster
send ingen krans
når den tid kommer
er jeg et andet sted
hvis du vil gi' mig noget
så giv mig der nu.
(min oversættelse, hs)

Når et menneske, man har kendt gennem så mange år, dør, bliver man smerteligt gjort opmærksom på, at tiden er kort og dyrebar. Man skal bruge sig selv og bruge løs af kærligheden, melodierne og sproget, mens man er her.Der var han et godt og inspirerende eksempel på.
Tak for selskab og stjernestunder, Björn. Når jeg har kommet mig over, at du skulle si tidligt afsted, vil jeg altid mindes dig med glæde.
Henrik