Derfra hvor vi står
3 Ur Björn Afzelius' klipparkiv

Af Johannes H. Nørgård
Foto: Søren Zeuth

Fagbladet nr 25. 1997





Bjørn Afzelius går på gaden i dag med plade og magtsyge,
ærlighed og håbet, der evigt gror.

Ventilatorvingerne i loftet kaster sløvt den fugtige luft rundt i caféen. Rundt om hjørnet drejer en bordeauxfarvet Jaguar i overvægtklassen. Folk hænger tavse i rørstolene med kaffekopper som suppetallerkener. Jaguarens ejer kommer til syne. Han og nogle tilløbere skubber bilen. Han giver op og lægger hovedrystende mobiltelefonen til øret. I det samme skrår en slank mand i cowboybukser, med sort guitarkasse og metalkuffert over gaden. Håret er lidt langt, gråligt og ansigtet furet af tidens gang. Der er som en sær film. Men guitarmanden sætter sig ved bordet og hamrer hul til virkeligheden. Fejer de filtre bort, der måske i al for lang tid har sløret udsigten. Bjørn Afzelius er i byen. Sveriges svar på en blanding av Beatles og Bob Dylan og alligevel helt sin egen. Rebellen, hvis 19. plade "Tankar vid 50" nu er på gaden.
 

Stemme til tanker
- Jeg vil denne gang åbne munden og sige de sandheder, mange ellers bare går og tænker. Om især politikerne, der er blevet deres egen lille elite, som lever oven over os andre. De går ikke mere ud på trapperne og skaber en dialog. Derfor føler vi ikke længere, at vi har indflydelse på udviklingen. Det skaber afmagt og en libsfarlig politikerlede, vold og stofmisbrug.
 En plade, der også handler om forældretvivlen, når den ærlighed og moral, man har lært sine børn, skal stå sin prøve i et samfund, hvor andre kan snyde sig fra det meste. Og om kærligheden mellem to, der bare ikke altid vil lykkedes.
 Hele pladen svinger blidt fra stille ballader a la "Tusind bitar" til lette rytme-slagere og helt over i hudløse råtunge guitarblues. Teksterne er skrevet på fire uger, indspillet af skandinaviske musikere og det hele produceret af danske Jens Rugsted. En plade, der afslører, at arbejdersønnen om nogen, har solid føling med de tanker, der rør sig blandt helt anmindelige mennesker. Fra en snart 50-årig med 25 år på landevejen som musiker.
- Den har ligesom ligget i baghovedet, så slap den fri. Det er en mosaik over, hvor jeg står lige nu og en kritik af samfundet, hvor moralen og ansvaret for de svageste er på retur.
 Som skarp kontrast til nutidens politikere, der bliver ædt op af egen magt i sangen "Fri som en fånge", synger Bjørn Afzelius omvendt om "Master Olof" der turde.
- Olof Palme gjorde mange fejltagelser. Men han var en statsmand. En brændende idealist, der stod frem og gav os troen på, at man kan forandre noget, og vi blev respekteret for det i hele verden. Og uanset hvor du færdes i verden, er der næsten altid en plads eller en gade, der er opkald efter ham - Danmarks to største byer har i øvrigt gader opkaldt efter Olof Palme.
 Bjørn Afzelius er ikke blind for, at nutiden har politikerne af statsmands-format, selv om de er skjældne.
- Så kan man være uenig med dem eller ej, men vi har brug for politikere, der tør melde klart ud. Og vi har da den konservative Carl Bildt, Norge Gro Harlem Bruntland, og I har både Svend Auken og Uffe Ellemann-Jensen, siger han.
 

Rebelsk og ri-bus
Efterhånden som samtalen skrider frem afslører han en imponerende international viden, lige fra det amerikanske præsidentvalg til Ri-Buskonflikten i Esbjerg.
- Den konflikt kunne aldrig ske i Sverige. Vi har en anden autoritetstro og finder os i meget. Jeg synes det er synd, at svenskerne ikke brokker sig noget mere, måske er det mangel på selvtillid.
 Og på spørgsmålet om han så egentligt er mere dansk end svensk af sind, griner han.
- Jeg er nok ikke så god end svensker. Men om jeg er mere dansk end svensk af sind, ved jeg nu ikke. Jeg har alltid været lidt rebelsk og anarkistisk.
 

Alt er stadig muligt
Trods pladenes til tider kritiske, skarpe kanter, er Bjørn Afzelius omvendt ikke den, der forfalder til sortsyn. Og musikken lyder langt fra sådan.
- Trods al den vanvid, der er i verden, bliver den bedre og bedre. Fejltagelser som Nazi-Tyskland opstår aldrig igen. Vi får aldrig mere en koloniseret Afrika eller et Latinamerika, der er ét stort militærdiktatur.
- Så mit ønske er at bidrage med lidt håb, tillid og styrke til, at alt stadig er muligt.
 Ferddie's Autobugsering trækker Jaguaren op på ladet. Jaguarer er ikke, hvad de var engang. Det er der meget, der ikke er.
 Men i alle dem, der stadig har et bankende hjerte og bærer et spinkelt håb om, at ting kan forandres fordi vi vil, de kan godt ranke ryggen og rejse hovedet hele vejen ned til den nærmeste pladebutik - så klarer Bjørn Afzelius resten.