Den svenske troubadour
3

Av: Carsten Jensen
Foto: Klaus Holsting

17.02.1999

Den svenske sangskriver Björn Afzelius er død. Han var genom flere artier et nordisk fikspunkt for blød rock og markante socialistiske synspunkter.

Natten til i går døde den svenske musiker, komponist, forfatter og samfundsdebattør Bjørn Afzelius af lungekræft på et hospital i Göteborg. Han blev 52 år.
Den sturrygende svenske skjald havde de seneste år haft problemer med stemmen og blev bl.a. halsopereret. Et årelangt strabadserende turneliv gjorde næppe helbredet bedre.
Björn Afzelius efterlader sig et eftermæle som en af rockmusikkens helt store skikkelser og vil blive begrædt af sine vældige fanskarer ikke mindst Danmark, Norge og Sverige.
Han var samtidig en musikalsk personlighed, der var god til at dele vandene. For nok overgav de fleste sig til hans iørefaldende musik, men der var også kritikere, der havde svært med de lejlighedsvise sentimentale popsange - og vel også mandens ubrydelige socialistiske engagement.

Ur Björn Afzelius' klipparkiv
Björn Afzelius i klassisk positur. Han havde stjerneattituder og engagement -og en uforlignelig evne til at forene det private med det politiske i sine sange.
Men han bar med stolthed sit danske tilnavn, "Afskylius" - opfundet af drillesyge danske kolleger - i bevistheden om, at han var en ikon for en hel generation af venligt fodformede venstreirienterede, der nød at høre politiske budskaber afsendt med gode melodier og sangbar inderlighed.

Lærte sig dansk
Det var Afzelius' varemærke genom mere end 25 år - helt tilbage fra en tid, hvor man kunne opleve ham i det erklærede socialitiske opvisningsband, Hoola Bandoola Band, hvor sangskriverne Afzelius og Mikael Wiehe var frontfigurer, og havde sanger som "Juanita", "Fri information", antipolitisangen "LTO-tango" og "Viktor Jara" stod i kø for at få klassikerstatus. Ja, en i periode i 70'erne var Hoola Bandoola Band fast festmusik til venstreorienterede sammenkomster og fæster, precis som Björn Afzelius' skiftende bands, ikke mindst Globetrotters, blev det til politiske arrangementer i 80'erne. Hoola Bandoola Band gav store summer til progressive bevægelser og projekter rundt om i verden - en praksis som Björn Afzelius fulgte op hele sit liv.
Bandet og senere Afzelius og Wiehe har været så hyppige og skattede gæster i det danske musikliv, at Afzelius efterhånden fik lært sig et nydelig dansk med skånske undertonder - mens Wiehe, der har en dansk mor, fra starten mestrede sproget perfekt. Og det sproglige benarbejde var ikke kun for at hilse pænt på fra scenen, men også for at sikre, at publikum forstod de politiske udmeldinger før, under og efter numrene.

Udelukket fra musiktimerne
Björn Svante Afzelius blev født i den lille flække Stensholm i nærheden af Huskvarna den 27. januar 1947 og oplevede et post-feudalt klassesamfund på nærmeste hold. Ejerne af byens eneste fabrik sad nemlig tungt på det lille samfund, og det gav ham efter eget udsagn en praktisk forståelse for Marx' tanker om udbrytningens natur. Kun en heldig lodtrækking mellem forældrende gjorde i øvrigt, at han med nød og næppe undslap navnet Wolfgang - faren havde forlæst sig på en biografi om Mozart - og det navn havde ikke været let at kombinere med den imponerende karriere som elektrificeret protestsanger. Siden slog familien sig ned i bl.a. Stockholm, Landskrona og Malmö, og hver gang blev lille Björn mobbet, fordi han netop møjsommeligt nåede at lære sig den lokale dialekt, inden familien flyttede videre.
Til sin 10-års fødselsdag fik han sin første popsingle, "Diana" med Paul Anka, men et radio-møde med Elvis som 12-årig gav mere varige musikalske skader.
I 1964 dannede han sin første popgruppe, Moxie, der spillede sange på ugens hitliste, "Tio i topp". Det var i denne periode, at han blev udelukket fra musiktimerne på gymnasiet, fordi han skulkede fra skolen og tog til København for at høre Rolling Stones.
I 1965 blev Moxie afløst af The Thunders, der bl.a. vandt en popkonkurrence i Malmö og i 1967 var oppvarmingsband for John Mayall og The Hollies. Her mødte han både Jimi Hendrix og sin første joint.
Siden blev han medlem af country-gruppen Lille Mats og i 1970 blev jazzrockgruppen Spridda Skurar (Spredte Byger) dannet. Under en pladeindspilning i Lund mødte han så Mikael Wiehe. De to gik godt i spænd musikalsk og personligt og besluttede at danne et akustisk band. Det blev starten til Hoola Bandoola Band. Navnet er Wiehes opfindelse, hentet far en Anders And-film, hvor nogle myrer angreb Anders' madkurv under kampråbet, der lød som hoola bandoola...

En ny plade på vej
Hoola Banddola Band var vel nok det førende politiske rockband i Norden frem til opløsningen i 1976. Da var Bjørn Afzelius allerede igang med at lave sine egne plader - den første var "Vem är det som är rädd?" fra 1974, og siden er fulgt av en perlerække af udgivelser, "Johnny Boy", "Globetrotter", "Innan tystnaden", "Danska nätter", "Don Quixote", "Tusen Bitar" - hvor titelsangen, skrevet af Anne Linnet, er et af hans helt store hits - og mange, mange flere iørefaldende skiver.
Inklusive pladerne med Hoola Bandoola Band og diverse opsamlingsalbum har Bjørn Afzelius indspillet knapt 25 album, som er solgt i mere end to millioner eksemplarer. Dertil kommer et tusindtal koncerter - samt romanen "Engang i Havana", som til hans store forbitrelse fik en blandet modtagelse i det nordiske og bl.a. blev klandret for et forstenet kvindesyn. Den er dog ikke desto mindre oversat til fire sprog, bl.a. spansk. Han forstod i sin musik at forene det private med det politiske. Problemerne i Den Tredje Verden var en af de faste temaer, men det var kærligheden også. Til kvinderne, som der var mange af, og ikke mindst til sine to ælskede døtre, Rebecca og Isabelle på nu henholdsvis 20 og 18. De indgår i flere af hans sange, og i øvrigt også med deres navne i Afzelius' eget pladeselskab. Rebelle.
For to år siden udgav han cd'en "Tankar vid 50" og konstaterede i den anledning, at han følte sig noget ene på barrikaderne. Inden sygdommen tog helt over, nåede Bjørn Afzelius at indspille materialet til endnu en plade - samt sikre sig, at den i givet fald ville blive udgivet efter hans død. Det blivet frygtelig sørgmodigt, men også helt nødvendigt at høre den socialistiske ballade-magers sidste manende musikalske opråb til omverdenen - og en afsked med en enestående musikalsk karriere.