Bjørnen bider
3

Afzelius leverer velplacerede spark i skridtet på den politiske korrekthed.

Af Rene Simmel
Foto: Charlotte Pardorf
Ekstra Bladet 27.08.1997

Der er noget trygt ved Bjørn Afzelius.
Et menneske, der i de iskolde 1990'ere tør synge om "at det er folket, som altid bygger fremtiden".
En svensker, der ikke bukker sig for det alltid-åh-så-korrekte Sverige, men klasker til en ukvalifisceret udenrigsminister, der har jobbet, fordi hun er kvinde. Mens næstkommanderende kan sit job, men aldrig fik chansen, fordi han er mand, og det ikke passede ind i kønskvoteringen.
- Jeg er træt af, at sådan noget må man ikke sige. At politikere, journalister og andre ikke tør åbne munden og sige sandheden. Det fremgår forhåbentlig af dette album, at det vil jeg godt, siger Bjørn Afzelius om sit album "Tanker Ved De 50", der udkommer den 4. september.

Og det tør siges, at han skarpere end næsten nogen sinde tidligere gør denne meget danske svensker op med tidens politiske korrekthed.

Olof Palme
Jamen, nu er jeg selv ind på de 50. Tid til at fundere. Tid at gøre status. Og så bliver jeg måske mere ærlig end så mange andre, siger han om pladen, hvor alle teksterne er skrevet på bare fire uger og produceret af danske Jens Rugsted. Om en sang, der handler om mordet på Olof Palme, siger han.
- Det var min datter, der nu er 16, der spurgte mig: "Hvordan var det dengang". "Hvornår", spurgte jeg og tænkte hun sikkert mente før krigen. Nej, det var om Palme-tiden, og så tænkte jeg, at det er for tidligt, at vi nu skaber en historieløs generation, blot fordi det svenske traume gør, at der ikke tales om Palme, og hvad der skete, siger Afzelius.
Teksten taler for sig selv.

Titlen: "På mester Olofs tid":
  "Da havde vi et respektered navn.
  Da var jeg stolt af mit fædreland.
  Man kende os vidt omkring.
  Snart ved man ingenting
".

- Sådan er det jo ikke mere.
Socialdemokraterne bliver mere borgerlige. Konservative rykker mod midten og bliver liberale. Der er ingen holdninger mere. Intet man kan forholde sig til. Samfundet udvaskes, når en chauffør for en EU-embedsmand i Bruxelles tjener mere end en solid håndværker, så er det noget galt. Jeg ser og så ikke Olof Palme som en "ledstjerne", men som en god "samfundsopdrager". Det vil jeg gerne ud med, selv om det kan virke kontroversielt, siger Afzelius.

Ensom igen
Da datteren spurgte, indså han - for første gang - at hun kun var fem år, da palme blev myrdet på Sveavägen. Hun vidste intet om den tid. Så gik han i arbejdsværelset og skrev nummeret på 20 minutter. Ord for ord. Typisk for Bjørn Afzelius, der jo i næsten en menneskealder - han har været på scenen i 25  år - har haft tætte kontakter til hele Norden. Alltid med en kommentar til tidens store spørgsmål. Men efter de "politiske år" med bl.a. Michael Wiehe, troede manga, at han var endt i den rene "Theodorakis-udvikling". Altså en del af venstrefløj, der er gået i opløsning og ender i småborgerlig flimmer. Sådan gik det ikke. Det viser han med sit album nr. 19. Hele 15 år efter "Danska nätter", der vel gav han det store gennembrud på denne side af Øresund. Titel-nummeret er ikke direkte politisk, men en funderen over, hvad der er sket i et langt liv.

"Jeg er ensom igen.
  Fyld 50, med voksne børn.
  På væggene henger trofæer på rad.
  Men guldplader er intet værd, for den
  som er ensom igen"

- Det er en selvudleverende, filosofisk tekst til en musikalsk stemning, der fører tankerne hen på noget af Springsteens eller Mark Knopfler's ballader, siger Bjørn Afzelius. Men det er dog ikke så langt fra hjemlandet, han henter det musikaliske udtryk. Alle musikerne er fra Skandinavien. Jens Rugsted er ikke blot producer, men spiller også med på guitar. Knut Henriksen styrer bassen, ligesom han ofte gør det med f.eks. C. V. Jørgensen.